Giv mig tilbage.

Endnu en, tænker jeg. Endnu en.
Jeg kommer aldrig over dig.
Jeg troede hvert et lille hint om vores venskab,
var blevet slettet.
Sms'er, nummer, mails.
Jeg tog fejl.
Jeg fandt sendte mails. Ikke modtagede. Sendte.
Brudstykker af en barnlig samtale.
Brudstykker af ellers glemte minder.
Og nu...
Brikker fra et umuligt puslespil.
Et hjerte der ikke kan stykkes sammen.
Så mange ar.
Så mange sår.
Tror aldrig jeg har følt mig så flad som nu.
Så ødelagt.
Den følelse... Den tanke.
Opdagelsen.
Det øjeblik du forstår at du aldrig bliver hel igen.
Det øjeblik hvor du indser at du aldrig er blevet såret så voldsomt før.
Af din bedste ven. Den person i verden du holdt mest af.

Tiden læger ikke sår. Aldrig.

Er det nu jeg skal sige tak?
Ok.
Tak for at have ødelagt mig.
Tak for at du glemte mig.
Tak for alle de ellers så dejlige minder,
der nu er blevet mine værste mareridt.
Tak for den følelse jeg har nu,
Den følelse af kun at være et halvt menneske...

For du har stadig den anden del.