Det er tid.

Så. Nu er det fandme tid. Nu har jeg gået længe nok, og brændt inde med alt for mange grimme ord, måder at skade dig på, og tårer der er grædt for mange gange. Nu skal det hele UD.

Fuck. Dig. Fuck dig, fuck dig, fuck dig, FUCK. DIG. Fuck dig.

Er du syg i roen, hvor er jeg alligevel pissehamrende rasende på dig og alt dit latterlige pladder.

Mig: "Det her det kan jeg simpelthen ikke. Jeg flytter skole."
Dig: "NEJ. Du flytter IKKE skole. Vi kommer igennem det her sammen."

YEARH RIGHT. FUCK. DIG.

JEG ER SÅ RASENDE PÅ DIG! DU LOVEDE MIG AT VI ALTID VILLE VÆRE VENNER. DU LOVEDE MIG, DET NOK SKULLE GÅ. OG HVAD SKETE DER? DU GLEMTE MIG!

Du betød... Hele verden for mig. Du var alt. Du var den jeg gik til når jeg var ked. Du var den jeg sms'ede med hele dagen lang, så alle hakkede på mig, fordi jeg altid havde næsen nede i mobilen. Vi havde gået i skole sammen i 8 år. 6 af de år, brugte jeg på at være forelsket i dig. så tog jeg mig sammen og kom over dig. så blev vi bedste venner på det 7 år. og på det 8 år? Hvad skete der der... Nå jo.

Du glemte mig.

Jeg hader dig. Jeg hader dig virkelig, virkelig. Jeg er så fucking indebrændt, sur, gal og rasende. For mit vedkommende. Hop i havet. Rend mig. Skrid af helveds vej. Jeg gider dig virkelig ikke mere. Hvor har jeg dog prøvet at komme over dig! Dig og dit venskab. Men du er som en fucking spøgelse. Du hjemsøger min krop. Gør mig skrøbelig. Du dukker stadig op i mit liv, når jeg mindst venter det. Jeg hader det. Kan du ikke bare lade mig være?