Nu er jeg der, hvor jeg ikke rigtigt syntes at jeg kan mere. Der er så meget omkring mig. Så meget drama, så mange problemer jeg overhovedet ikke har brug for. Så mange ting, jeg ikke kan overskue, og ikke forstår. Noget af det, har ikke noget med mig at gøre. Men alligevel omhandler det mig. Jeg har så mange tanker oppe i mit lille hoved, at jeg er bange for at det snart springer i luften, af ren bekymring og voldsom frustration. Folk vrisser af hinanden, og foregiver at de ikke har den mindste lille smule imod hinanden. Jeg foregiver også nogle ting. Det indrømmer jeg. Jeg er ikke stolt af det. Men det er for den andens skyld, at jeg foregiver en masse. Jeg har brug for en god, lang snak, med en der gider at lytte på det hele. En der ikke skifter emne, fordi at de pludselig ikke gider at høre mere. Men jeg er så bange for at snakke med folk om det. Mange siger altid, "Nu skal du se positivt på det Rikke." Det prøver jeg også. Men lad mig nu snakke færdig, så jeg kan komme ud med alt det, jeg gerne vil ud med? Det jeg ikke gider at gå og tænke på mere... Det jeg virkelig virkelig, ikke har brug for at tænke på mere. Tingene går ikke altid som jeg vil have det. Det går tit ikke som jeg vil have det. Men jeg indfinder mig med det. Men det betyder ikke, at jeg ikke har brug for at tale om det. Jeg indrømmer, at jeg snakker ikke særlig tit med folk om det, fordi jeg er bange for at de bliver træt af mig. Jeg har en idé om, at hvis jeg bliver ved med at klage, forsvinder folk tilsidst. Det tror jeg ikke om mine venner og veninder. Men stadig...
Jeg må af med det hele.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar