Okay. Jeg har ikke blogget i et par dage. Jeg har haft lyst, og så alligevel ikke. Nu gør jeg det. Jeg har nemlig ting at fortælle. Ting at komme af med.
Jeg sidder på mit værelse, klokken er 23.18, jeg har høretelefoner i ørerne, og hører Lady Antebellum - Need you now. Igen, og igen og igen og igen. Her lugter underligt nok af gamle fødder, hvilket jeg overhovedet ikke forstår. Min terrasse dør står nemlig åben, dog med lameller for, fordi de fucking blodsugende summende myg bare skal holde sig LANGT VÆK FRA MIT VÆRELSE OG MIN KROP OG MIT BLOD. + Mine fødder er gemt væk under min dyne... Lille sidespring.
Jeg er gået igang med en historie, som jeg er ret så stolt af. Det er en vampyr historie, med twilight-koncept og den bliver skrevet en smule på engang imellem, fordi hvor stolt jeg end er af den, er den svær at skrive. Show, Don't tell! Siger journalisterne. Jeg har taget rådet til mig. (Efter at have fået det at vide på frederiksborg gymnasium i intro-uddannelses-halløj-ugen.) Men det er svært. Og så alligevel ikke. Der er bare så meget andet jeg også gerne vil. Selvom historien står højt på min liste, og jeg er pisse hamrende rad, for at miste interessen for den. For jeg kan ret godt lide den. Det er ikke for at blære mig, men jeg er altså stolt af den. Jeg har ferie, og jeg render rundt og laver absolut... Wait for it. Drumroll. INGENTING. = Masser af tid til at skrive historie. Men neeeeej nej. Jeg er VILDT doven. Men den bliver skrevet. DEN SKAL SKRIVES. Anyway. Som sagt, jeg laver ingenting i sommerferien. Sådan har det vist altid været. Men det er også fordi, min bedste veninde er taget til Italien. Og jeg skal snart til Langeland. Det skal nok blive hyggeligt. Så tager jeg hjem. Er hjemme i nogle dage, og så smutter jeg til London. Så tager jeg hjem, er hjemme i nogle dage, og så tager jeg i skole til alle mine skolekammerater, som jeg savner, men som jeg ikke er klar til at se endnu...
Jeg har det ikke godt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er normalt en glad pige. Og det er jeg egentlig også her i sommerferien. Og så alligevel ikke. Noget af dagen går med spekulation. Jeg syntes det går så hurtigt alt sammen. Og jeg kan ikke følge med mere. Jeg savner min kusine og fætter helt op til skyerne og videre. Og jeg ser dem næsten aldrig. Jeg skal i 9'ende klasse og så går der et halvt år, så skal jeg til eksamer, og så hvis jeg er klog nok til at bestå, skal jeg i 10 eller noget andet. Og jeg har ikke besluttet mig endnu. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg er kun 14. Hvorfor skal jeg udsættes for så stort et pres allerede ? Det er jeg altså ikke klar til. Jeg syntes det hele virker svært at håndtere lige i øjeblikket. Og så syntes jeg, at jeg lyder som et stort klynkehoved. Men det er jo ikke meningen at lyde som et stort klynkehoved. Jeg har det bare sådan. Jeg er glad. Men som sagt. Jeg har mine øjeblikke, hvor ingenting er som det skal være, og så falder jeg ned i et stort sort hul, der bare virker som om det ingen ende vil tage. Ikke engang min mor ved alt det her. Og hun plejer ellers at vide sådan noget. Men jeg har stoppet med at sige det til hende. Hun siger at hun altid har tid til at sætte sig ned og snakke med mig. Det har hun sikkert også. Eller. Det har hun. Men det 'rigtige' liv kalder, og engang imellem bliver hun nødt til at gå, fordi hun skal noget andet. Og så sidder jeg tilbage, og har ikke fået sagt alt det jeg gerne ville. Alt det jeg gerne har villet få redt ud. Alt det, jeg noget så gerne vil forstå. Jeg ved da godt, det højst sandsynligt er fordi jeg er teenager. Men FUCK det. Jeg er ligeglad. Jeg har det ikke altid godt, og det er vel det der er pointen. Jeg er så pisse træt af at høre den der. "Det er fordi du er teenager. Jeg har også haft det sådan. Sådan har vi det alle engang imellem." Ja. Det er rigtigt. Men lige nu, vælger jeg altså at være egoistisk og sige, at lige nu ER DET MIG DER HAR DET DÅRLIGT.
Jeg syntes det er svært at vokse op. Jeg ønsker mig nogengange tilbage til børnehaven. Dengang det var okay, at rende rundt i flyverdragt om vinteren, og hoppe rundt i vandpytterne med lyserøde grimme gummistøvler på når det regnede. Dengang det var okay, at lege med dukker og bamser og playmobile. Jeg savner den lille søde drengekæreste jeg havde, som også var kærester med alle de andre piger, og som pillede bussemænd, fordi det var okay at gøre dengang man var lille.
Dengang var der ikke regler for alting, Og en måde at gøre alting på.
Det er der idag. Jeg føler mig bundet. Jeg vil noget så gerne være fri. Nogengange føler jeg mig da også fri til at gøre hvad som helst. Men så alligevel når jeg tænker over det. Der er procedurer, og regler for nærmest alting.
Jeg ved ikke hvorfor jeg har det dårligt. Der er nogle ting... Såsom at jeg savner min kusine og fætter. Og det med at vokse op. Det er vel med til at gøre mig ked af det. Og det at jeg ikke føler mig klar til at starte i skole igen, har vel også noget at gøre med, at det hele går for hurtigt og at jeg ikke kan følge med. Men... Alligevel. Hvis jeg satte mig ned, for at snakke med en person om det. Jeg tror ikke jeg ville kunne sætte ord på det. Jeg tror jeg ville være blank. Selvom... Jeg ved vel egentlig godt hvad det er der er galt. Jeg går bare med det så længe, at det måske virker større end det egentlig er. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke finde rundt i det.
Min mor og hendes ægtefælle, holder snart sommerfest for deres venner. Jeg skal ikke med. Jeg har ikke lyst. Jeg var med sidste år. Fordi jeg rigtig godt kan lide mange af deres venner. Men om aftenen, skete der noget så ubetydeligt. Men som alligevel har sat sine ubehagelige spor hos mig. Hvilket vil sige, at selvfølgelig betyder det noget for mig. De havde allesammen fået noget at drikke. Jeg havde været inde på mit værelse og kom ud for at sige noget til min mor, og de sad og spillede guitar. Da jeg skulle tilbage, greb en af gæsterne fat i mig. Det var en mandlig gæst. Han sad ved siden af sin kone, og de sang med på en sang. Han lagde armen om min talje, imens han havde den anden om sin kone, og jeg kunne mærke hans hånd meget tæt på mit underliv. Hans kone så på ham, med et blik og sagde "Nej ......." Hvorpå han så på hende, slap mig og sagde "Hvad?" Hvorpå hun rystede på hovedet og sagde "Nej." Jeg skyndte mig ind på mit værelse igen.
Det er en lille ubetydelig hændelse. Jeg havde selvfølgelig tøj på - bukser og trøje, og hans hånd var selvfølgelig uden på tøjet. En ubetydelig hændelse. Men den betyder stadig noget for mig. Den betyder for mig, at jeg aldrig nogensinde skal med til den sommerfest igen og at jeg aldrig nogensinde vil se den mand igen. Den har sat sine spor.
Hændelser som denne, tænker jeg tilbage på og bliver ked af det og utilpas. Jeg har meget i bagagen, syntes jeg snart, og nogengange kan jeg bare ikke lade vær med at tænke på det.
Men jeg ved, at jeg kommer op at stå igen, en dag.
Jeg ved, at jeg er godt på vej, med ny skole, nye fantastiske venner.
Jeg skal bare ud med det. Jeg skal snakke med nogen om alt det her. Det får jeg også gjort. - Før eller siden, kommer jeg op at stå igen.
Jeg ved det vil ske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar