En historie.

På grund af mangel af ordentlige tekst programmer jeg ikke vil få fnidder af, har jeg valgt at skrive den historie der kører i ring i mit hjernekammer ind her. Udover det kribler det i mine fingre. Historien vil ud. Om den bliver lang eller ej, har jeg ingen anelser om. Så må den jo komme i kapitler. Anyway!

[ Mærkbar mangel på titel. ]

Det startede som en hver anden dag. Jeg steg ud af sengen som sædvanligt. Jeg fik i et hurtigt sekund opdaget at jeg havde tøjet på fra igår aftes. Uden lyst eller behov for at skifte til noget nyt, gik jeg bare ud af min lejlighed og ned af gaden mod parken. Som altid på en lørdag formiddag havde jeg kurs mod den lille parkcafé der lå ved den store sø i midten af parken imellem alle de store træer, med deres store flotte trækroner. På denne café som så opfindsomt hed "Parkcaféen." arbejdede min bedsteveninde i hele verden, Maria. Maria og jeg havde kendt hinanden lige siden 7. klasse hvor hun flyttede til vores skole, da hendes gamle skole var blevet lukket. Og da hun i gymnasiet fik jobbet på parkcaféen begyndte jeg at bruge alle mine lørdage dernede, ved at sidde og snakke med hende, og i al hemmelighed få gratis kaffe og en gang imellem hvis jeg var heldig at lave de helt rigtige hundeøjne fik jeg også en gratis muffin. Det var ikke noget Marias chef vidste noget om, og det var bestemt heller ikke noget Marias chef skulle vide noget om. Så ville Maria blive fyret. I dag da jeg trådte ind af døren til caféen lagde jeg mærke til noget besynderligt. Der manglede noget. En lyd? Lyden fra klokken over døren. Jeg vendte mig om mod døren og så op imod klokken. Hmm, den måtte vel være gået i stykker. Jeg vendte mig igen om at gik hen imod disken og satte mig på min sædvanlige plads ved kasseapparatet. Lige om lidt ville Maria komme hen og give mig min sædvanlige mørke kaffe i mit sædvanlige krus. Det med de røde blomster. Jeg så over imod Maria. Hendes lange brune krøllede hår hang i en temmelig sjusket og meget løs hestehale ned over hendes ryg, imens hun stod bøjet ind over et bord hvor der sad to herrer. Det var to ældre herrer. De havde begge to et hvidt skæg der prydede deres overlæbe, som sandsynligvis også tog opmærksomheden væk fra eventuelle næsehår, der ikke var velkomne. Jeg grinede lidt af tanken og så mig omkring i caféen. Der var ikke særlig travlt idag. Udover mig, og de to ældre herrer, sad der et ungt par overfor hinanden i den anden ende af caféen som så på hinanden med en tydelig dyb hengivenhed for den anden. Jeg sukkede lidt ved dette syn. De mindede mig alt for meget om Ulrik. Ulrik var den eneste ene for mig. Selv i min unge alder. 22 år. Men jeg var sikker. Og det samme var Ulrik. Vi var skabt for hinanden. Men vores eventyrlige lykke blev kort. Ulrik døde i en gasulykke. Det var en gasledning i hans forældres hus der sprang om natten så både Ulrik og hans forældre sov stille ind i dødens favn. Der gik ikke én eneste dag hvor jeg ikke tænkte på Ulrik. Én eneste dag hvor jeg ikke savnede hans stærke arme omkring min talje, eller hans bløde læber mod mine i de fantastiske kys han altid druknede mig i. Jeg smilede ved tanken. Så, nu kom Maria over til disken. "Hej Maria." hilste jeg hende, med et varmt smil. Men intet svar. Hun så ikke engang på mig. Måske hun ikke havde hørt mig. Jeg valgte at prøve igen. "Hej Maria." hilste jeg hende igen, men denne gang højere. Stadig intet svar. Hun ignorerede mig fuldstændig. Vred over at hun ignorerede mig valgte jeg at følge efter hende da hun forlod disken for at give de to ældre herrer deres kaffe, bare for at irritere hende. Da hun kom hen til bordet med de to ældre herre, væltede en flot ung mand ind af døren, så hans frakke og halstørklæde dansede omkring hans tynde krop. Han så over imod de to ældre herre, imens han rettede sig op og børstede lidt snavs af sin frakke. Galant spadserede han over til de to ældre herrer og satte sig ved siden af den herre med de mest buskede øjenbryn. "Undskyld jeg kommer forsent. Jeg faldt i staver over en nyhedsudsendelse der blev vist i en af de der fjernsynsbutikker, på min vej herhen. Den meldte om en forfærdelig brand, i Mableview Theater, som først er blevet slukket her til morgen." Mere hørte jeg ikke fordi jeg var begyndt at prikke Maria på armen fordi hun stadig ignorerede mig, og jeg var begyndt at blive rigtig vred. Men Maria tog sig bare til armen, uden at reagere på nogen anden måde. Pludselig smed hun forklæde og viskestykke fra sig og løb ud af caféen. Måske jeg var gået lidt for vidt... Jeg valgte at følge efter hende, ud i hendes bil hvor hun i stor fart kørte afsted igennem byen og til min overraskelse stoppede foran politistationen. I stor hast kastede hun sig nærmest ud af bilen og ind på politistationen. Jeg fulgte efter, imens jeg hev efter vejret da min kondition aldrig havde været noget nær normal. Maria løb hen til en skranke hvor en mand der så ud til at være midt i 40'erne sad bag og kiggede i nogle papirer. "Undskyld, Undskyld jeg forstyrrer men kan du hjælpe mig?" Lød det næsten panisk fra Maria, der så vildt på manden bag skranken. Han rejste sig op og så roligt på Maria. "Selvfølgelig, hvad skal de have hjælp til frk.?" Maria tog en dyb indånding imens hun så på manden. "Branden på Mableview Theater. 4 personer gik bort. Vil du ikke nok være sød at give mig navnene på de personer?" Manden så nu lettere fortvivlet på Maria. "Det må jeg desværre ikke me-.." "Hr. vil de ikke nok?! Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal finde ud af det. Jeg er bange for at en jeg kender og holder utroligt meget af var der igår aftes!" Vent lige... Mableview... Manden så på den nu grædende Maria. Tårer løb forsigtigt ned af hendes kinder. "O...Okay. Men du må ikke fortælle nogen at jeg har sagt det ok?" Maria slugte en klump og nikkede ivrigt. Mableview Theater... Theater... Politimanden begyndte at rode rundt i de mange papirer på hans bord, indtil han endelig fandt hvad han ledte efter. "Okay så. De omkomne i branden på Mableview Theater er blevet registreret som Hanna Jensen, Frederik Dybsten, Dana Skovlunde og Anna Frederiksen." Ved nævnelse af sidste navn, skød en flod af nye tårer frem fra Marias øjenkroge. Nu vidste jeg også hvorfor Maria havde ignoreret mig på caféen.
Mit navn var Anna Frederiksen.

Ok, det bliver så første kapitel på den her historie. Jeg synes det blev ok. :) Jeg vil meget gerne have feeeeeeeeeeeedback :D Og hvis der er stavefejl sååååååå. så er min undskyldning at jeg er snottetræt og at jeg skriver ret hurtigt på tastaturet... :D

Leo out!