Ændringer.

Nu ved jeg godt der ikke er så mange der læser denne blog. Men jeg vil alligevel meddele jer om at jeg vil gøre min blog privat.

- Grunden til dette er at jeg vil lave endnu en blog. (Udover de to jeg allerede har.) Og den tredje blog vil jeg gerne offentliggøre. Og jeg vil ikke have at alle skal kunne læse hvad der står på denne blog. (Man kan nemlig nemt finde mine andre blogge, hvis man følger den ene.) Derfor vil jeg gøre denne blog privat, hvilket vil sige at man skal have tilladelse til at se hvad jeg skriver.

Hvis du er stadig er interesseret i at læse hvad der foregår i mit liv, så skriv din mail til mig, så jeg kan tilføje dig til listen af mine læsere. Skriv gerne mailen i mine kommentarer. Hvis du ikke vil det, så spørg i kommentarerne om der ikke er andre måder at gøre det på. :)

Bloggen bliver gjort privat mandag kl. 21.00

ad

Lige nu lever jeg i en stank af leverpostej og spegepølse. Ad en blanding.

Lovegivesmehope.com

Så lige den her derinde :

You are NOT fat, you're just the right size.

You are NOT ugly, you're as beautiful as an angel.

You ARE funny. You ARE loving.

And you ARE amazing.

If anybody tells you other wise, quite frankly they don't deserve you, my dear.

Hvis det ellers giver mening.

Det er som at drukne.
Som at være omringet af en masse der langsomt kvæler dig.
En masse, af triste tanker, frygt, forvirring og ulykkelighed.

Det er som at falde.
Som at falde, fra alt for højt oppe.
At føle sig så tung. Så tung.
At falde så hurtigt igennem luften.
For så tilsidst at kollidere med jorden,
Og splintre i tusind stykker.
Et puslespil, der virker for stort til at det kan nærme sig det overskuelige.

Det er som at være en sang, der er sat på repeat.
Det er det samme om, og om igen.
Ingen forandring.
Du synger med på den samme tekst.
Lærer den tilsidst udenad.
Vender dig til ordene.
Og tilsidst,
bliver du træt af sangen.

Men når så du slukker for den...

Har du fået den på hjernen.
Ordene har sat sig fast.

Og at slippe af med sangen,
er slet ikke så nemt som man tror.

Minder.

Jeg er en random person og jeg ved det godt. Og bange for at indrømme det er jeg heller ikke. Jeg har også en meget barnlig sjæl, hvis I ikke lige vidste det.
Det har lige været tredje søndag i advent. Min far havde købt noget til mig, som han vidste jeg ville have. Mgp igennem 10 år - jubilæums cd. Jeg elsker det.

120 sange. Der er nemlig ALLE mgp sangene fra de sidste 10 år + nogle bonus sange der er blevet lavet bagefter af dem som vandt mgp'et.

Nogle af dem synger HELT forfærdeligt, og har lavet den mest forfærdelige sang. Andre synger rent faktisk ok, og har lavet en god sang. Noget af det kan være godt. Andet er bare gode minder, fra den gang jeg var lille, uskyldig og tåbelig. Dengang hvor man stemte på 'Seb' fordi han var da bare lækker.

Åh alle minderne strømmer ind igen!

Jeg kan huske, at jeg var altid den første der fik fingrene i den nye mgp cd, når Mgp'et havde foregået. Så tog jeg den med i skole, og i frikvartererne spillede vi den på klassens musikanlæg og så dansede vi til sangene og sang med. Vi var så uhyggeligt kiksede. :') Og det var i øvrigt HVERT frikvarter.

Det minder mig om dengang jeg var lille. Den mest fantastiske tid.

Ifølge Rikke

Det bedste i verdenen er:
Eventyr
SNE
De allerlængste allerstørste grineflip hvor man får helt ondt i maven.
Søde søde drenge, der behandler dig ordentligt... :3
Glade små logrende hunde. (Der løber i sneen.)
Farver
Kreativitet
Magi
Kærlighed
At drømme
At se. Rigtigt se.
For det meste... At tænke.

Dårlig Timing.

Øv. Øv, øv øv øv ØV.

1. Jeg er syg.
2. Jeg er ked af det.
3. Klokken er halv 12, og jeg har ingen at snakke med.
Det er altså bare dårlig timing. At være syg, ked af det, klokken halv 12 om aftenen, hvor der ingen er at snakke med. Ikke fordi tristheden kun er der nu. Jeg vil vædde med at den også er der imorgen. Ikke fordi jeg vil have den er der. Der skal ligesom bare mere til, før den forsvinder.

Lige nu er der ligesom bare intet der er som det skal være. Jeg kan ikke finde rundt i noget som helst. Jeg er syg. Snottet af H til, hoster, ondt i halsen (Medmindre man sætter en trakt i min mund, og konstant hælder te ned.) og tungt hoved og træt krop. Det er som sagt 1 ting. - JEG HADER AT VÆRE SYG.

Efter en lang FANTASTISK periode med GLÆDE, (hvilket jeg har manglet... Alt for længe.) Går det nu ned af bakke igen. Fuck. Jeg har de mest forfærdelige tanker, jeg ikke tør dele med nogen. Ikke med min mor, Ikke med min bedsteveninde, ikke med nogen som helst.

Det hele er bare så GALT. Jeg keder mig enormt meget HELE TIDEN, for jeg har ikke noget som helst at lave. - Jo jeg har! Jeg har masser at lave, men lysten er der bare ikke. Ved du hvad jeg har lyst til ? Jeg har lyst til at spille GTA. Grand Theft Auto, Saint Andreas. Jeg har lyst til at rende rundt i en animeret by, og pløkke folk ned med diverse pistoler og gevær. Være en totalt Gangsta, tale grimt til min kæreste og køre så råddent at man skulle tro det var løgn. I en verden der egentlig ikke eksisterer. Super. MENING MED LIVET.

Jeg har ikke lyst til noget. Alt er så... intetsigende. Der er få ting jeg har lyst til. Men disse ting, er så langt ude af rækkevidde at det ikke nytter noget at kaste pile efter.

Jeg er faldet ned i det der sorte hul igen. Eller. Jo, jeg er sgu faldet ned i det sorte hul! Forskellen er bare, at hullet ikke er endeløst nu. Der er en bund. Men hullet er stort nok til, at jeg ikke bare sådan lige kan hoppe op af det igen. Men det er da fremskridt! Lidt positivt. Det betyder jo et eller andet sted, at jeg bare lige mangler en til at komme og hjælpe mig op af hullet. Hey! Lys for enden af tunnelen. Et lille smil :)

Nu jeg ser på det, kom de piller da også bare fra helved. De gjorde alting værre, satte mig næsten på randen til selvskade og det der er værre og jeg måtte ikke drikke.

Men lad mig da lige give et eksempel på hvor latterlig og patetisk hele situationen er lige nu:

Klokken er næsten kvart i 12. Jeg har ikke lyst til at gå i seng. Men jeg har alligevel skyldfølelse over at jeg ikke er gået i seng endnu. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg skal ikke i skole imorgen, fordi jeg stadig er syg. Og udover det, har jeg heller ikke noget at være oppe for. Jeg har nemlig heller ikke lyst til at lave noget på computeren. Jeg har ikke lyst til at spille, eller til at skrive historier. Og ved du hvad jeg heller ikke har lyst til ? Jeg har ikke lyst til at høre musik. Det er altså bare langt ude. Jeg hører dog alligevel musik. I et forsøg på at løfte humøret. I et håb om at det hjælper.






Til tider, hader jeg mig selv virkelig, virkelig, VIRKELIG meget.