Det går ikke godt. Det hele er så. Irriterende. Jeg er selv irriterende. Gider ikke rigtigt være sammen med mig selv. Gider ikke, være mig selv. Jeg er så træt af mig selv. (Jo det bliver sådan, en selvmedlidenheds-halløjsa-se-hvor-forfærdeligt-mit-liv-er-blog. Har brug for at brokke mig.) Jeg slår tit folk. Jeg slår min aller-bedste-ven. Jeg slår også hans bedste ven. Jeg slår også de nye elever på min skole. nogen af dem. Jeg vil ikke være sådan. Jeg vil ikke slå folk. Jeg vil ikke bande så meget. Jeg vil ikke, være så irriterende. Jeg vil ikke være så ked af det. Jeg ved ikke hvorfor jeg slår folk. Det kommer automatisk. Engang slog jeg min bedste veninde. Men en dag, bad hun mig om at stoppe. Og så stoppede jeg. Det er det, jeg så gerne vil have at min bedsteven ber mig om. "STOP. Med at slå mig. Det gør ondt." Jeg vil så gerne stoppe, med at slå ham. Og alle andre. Jeg vil ikke være sådan her! Siden hvornår er jeg blevet så aggresiv? Folk siger tit til mig, at jeg er aggresiv. Jeg burde ikke være aggresiv. Jeg har et godt liv. Jeg har en bedste-veninde, jeg har en bedste-ven som begge er utroligt fantastiske. Jeg har alle mine andre mega fantastiske venner, som jeg elsker overalt på jorden og virkelig virkelig savner. Jeg ser dem, næsten hver dag. Men, jeg ville bare gerne, se dem lidt mere. Efter skole og sådan. Men nogen har ændret sig meget. Jeg tror også, at jeg har ændret mig meget. Men jeg tror det er til det bedre. Det håber jeg i hvert fald inderligt.
Hvorfor er jeg så aggresiv? Jeg tænker, om det har noget med min fortid at gøre. Men jeg troede jeg var kommet over min fortid. Men hvad nu hvis jeg ikke er ? Jeg syntes min fortid, har indhentet og overhalet mig, med dårlige nyheder, som er svære at håndtere. Og det gør mig så sur! Så sur og ked af det.
Der er intet der er rigtigt i øjeblikket.
lørdag den 4. september 2010
onsdag den 14. juli 2010
Mange Mange Mange Ting.
Okay. Jeg har ikke blogget i et par dage. Jeg har haft lyst, og så alligevel ikke. Nu gør jeg det. Jeg har nemlig ting at fortælle. Ting at komme af med.
Jeg sidder på mit værelse, klokken er 23.18, jeg har høretelefoner i ørerne, og hører Lady Antebellum - Need you now. Igen, og igen og igen og igen. Her lugter underligt nok af gamle fødder, hvilket jeg overhovedet ikke forstår. Min terrasse dør står nemlig åben, dog med lameller for, fordi de fucking blodsugende summende myg bare skal holde sig LANGT VÆK FRA MIT VÆRELSE OG MIN KROP OG MIT BLOD. + Mine fødder er gemt væk under min dyne... Lille sidespring.
Jeg er gået igang med en historie, som jeg er ret så stolt af. Det er en vampyr historie, med twilight-koncept og den bliver skrevet en smule på engang imellem, fordi hvor stolt jeg end er af den, er den svær at skrive. Show, Don't tell! Siger journalisterne. Jeg har taget rådet til mig. (Efter at have fået det at vide på frederiksborg gymnasium i intro-uddannelses-halløj-ugen.) Men det er svært. Og så alligevel ikke. Der er bare så meget andet jeg også gerne vil. Selvom historien står højt på min liste, og jeg er pisse hamrende rad, for at miste interessen for den. For jeg kan ret godt lide den. Det er ikke for at blære mig, men jeg er altså stolt af den. Jeg har ferie, og jeg render rundt og laver absolut... Wait for it. Drumroll. INGENTING. = Masser af tid til at skrive historie. Men neeeeej nej. Jeg er VILDT doven. Men den bliver skrevet. DEN SKAL SKRIVES. Anyway. Som sagt, jeg laver ingenting i sommerferien. Sådan har det vist altid været. Men det er også fordi, min bedste veninde er taget til Italien. Og jeg skal snart til Langeland. Det skal nok blive hyggeligt. Så tager jeg hjem. Er hjemme i nogle dage, og så smutter jeg til London. Så tager jeg hjem, er hjemme i nogle dage, og så tager jeg i skole til alle mine skolekammerater, som jeg savner, men som jeg ikke er klar til at se endnu...
Jeg har det ikke godt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er normalt en glad pige. Og det er jeg egentlig også her i sommerferien. Og så alligevel ikke. Noget af dagen går med spekulation. Jeg syntes det går så hurtigt alt sammen. Og jeg kan ikke følge med mere. Jeg savner min kusine og fætter helt op til skyerne og videre. Og jeg ser dem næsten aldrig. Jeg skal i 9'ende klasse og så går der et halvt år, så skal jeg til eksamer, og så hvis jeg er klog nok til at bestå, skal jeg i 10 eller noget andet. Og jeg har ikke besluttet mig endnu. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg er kun 14. Hvorfor skal jeg udsættes for så stort et pres allerede ? Det er jeg altså ikke klar til. Jeg syntes det hele virker svært at håndtere lige i øjeblikket. Og så syntes jeg, at jeg lyder som et stort klynkehoved. Men det er jo ikke meningen at lyde som et stort klynkehoved. Jeg har det bare sådan. Jeg er glad. Men som sagt. Jeg har mine øjeblikke, hvor ingenting er som det skal være, og så falder jeg ned i et stort sort hul, der bare virker som om det ingen ende vil tage. Ikke engang min mor ved alt det her. Og hun plejer ellers at vide sådan noget. Men jeg har stoppet med at sige det til hende. Hun siger at hun altid har tid til at sætte sig ned og snakke med mig. Det har hun sikkert også. Eller. Det har hun. Men det 'rigtige' liv kalder, og engang imellem bliver hun nødt til at gå, fordi hun skal noget andet. Og så sidder jeg tilbage, og har ikke fået sagt alt det jeg gerne ville. Alt det jeg gerne har villet få redt ud. Alt det, jeg noget så gerne vil forstå. Jeg ved da godt, det højst sandsynligt er fordi jeg er teenager. Men FUCK det. Jeg er ligeglad. Jeg har det ikke altid godt, og det er vel det der er pointen. Jeg er så pisse træt af at høre den der. "Det er fordi du er teenager. Jeg har også haft det sådan. Sådan har vi det alle engang imellem." Ja. Det er rigtigt. Men lige nu, vælger jeg altså at være egoistisk og sige, at lige nu ER DET MIG DER HAR DET DÅRLIGT.
Jeg syntes det er svært at vokse op. Jeg ønsker mig nogengange tilbage til børnehaven. Dengang det var okay, at rende rundt i flyverdragt om vinteren, og hoppe rundt i vandpytterne med lyserøde grimme gummistøvler på når det regnede. Dengang det var okay, at lege med dukker og bamser og playmobile. Jeg savner den lille søde drengekæreste jeg havde, som også var kærester med alle de andre piger, og som pillede bussemænd, fordi det var okay at gøre dengang man var lille.
Dengang var der ikke regler for alting, Og en måde at gøre alting på.
Det er der idag. Jeg føler mig bundet. Jeg vil noget så gerne være fri. Nogengange føler jeg mig da også fri til at gøre hvad som helst. Men så alligevel når jeg tænker over det. Der er procedurer, og regler for nærmest alting.
Jeg ved ikke hvorfor jeg har det dårligt. Der er nogle ting... Såsom at jeg savner min kusine og fætter. Og det med at vokse op. Det er vel med til at gøre mig ked af det. Og det at jeg ikke føler mig klar til at starte i skole igen, har vel også noget at gøre med, at det hele går for hurtigt og at jeg ikke kan følge med. Men... Alligevel. Hvis jeg satte mig ned, for at snakke med en person om det. Jeg tror ikke jeg ville kunne sætte ord på det. Jeg tror jeg ville være blank. Selvom... Jeg ved vel egentlig godt hvad det er der er galt. Jeg går bare med det så længe, at det måske virker større end det egentlig er. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke finde rundt i det.
Min mor og hendes ægtefælle, holder snart sommerfest for deres venner. Jeg skal ikke med. Jeg har ikke lyst. Jeg var med sidste år. Fordi jeg rigtig godt kan lide mange af deres venner. Men om aftenen, skete der noget så ubetydeligt. Men som alligevel har sat sine ubehagelige spor hos mig. Hvilket vil sige, at selvfølgelig betyder det noget for mig. De havde allesammen fået noget at drikke. Jeg havde været inde på mit værelse og kom ud for at sige noget til min mor, og de sad og spillede guitar. Da jeg skulle tilbage, greb en af gæsterne fat i mig. Det var en mandlig gæst. Han sad ved siden af sin kone, og de sang med på en sang. Han lagde armen om min talje, imens han havde den anden om sin kone, og jeg kunne mærke hans hånd meget tæt på mit underliv. Hans kone så på ham, med et blik og sagde "Nej ......." Hvorpå han så på hende, slap mig og sagde "Hvad?" Hvorpå hun rystede på hovedet og sagde "Nej." Jeg skyndte mig ind på mit værelse igen.
Det er en lille ubetydelig hændelse. Jeg havde selvfølgelig tøj på - bukser og trøje, og hans hånd var selvfølgelig uden på tøjet. En ubetydelig hændelse. Men den betyder stadig noget for mig. Den betyder for mig, at jeg aldrig nogensinde skal med til den sommerfest igen og at jeg aldrig nogensinde vil se den mand igen. Den har sat sine spor.
Hændelser som denne, tænker jeg tilbage på og bliver ked af det og utilpas. Jeg har meget i bagagen, syntes jeg snart, og nogengange kan jeg bare ikke lade vær med at tænke på det.
Men jeg ved, at jeg kommer op at stå igen, en dag.
Jeg ved, at jeg er godt på vej, med ny skole, nye fantastiske venner.
Jeg skal bare ud med det. Jeg skal snakke med nogen om alt det her. Det får jeg også gjort. - Før eller siden, kommer jeg op at stå igen.
Jeg ved det vil ske.
Jeg sidder på mit værelse, klokken er 23.18, jeg har høretelefoner i ørerne, og hører Lady Antebellum - Need you now. Igen, og igen og igen og igen. Her lugter underligt nok af gamle fødder, hvilket jeg overhovedet ikke forstår. Min terrasse dør står nemlig åben, dog med lameller for, fordi de fucking blodsugende summende myg bare skal holde sig LANGT VÆK FRA MIT VÆRELSE OG MIN KROP OG MIT BLOD. + Mine fødder er gemt væk under min dyne... Lille sidespring.
Jeg er gået igang med en historie, som jeg er ret så stolt af. Det er en vampyr historie, med twilight-koncept og den bliver skrevet en smule på engang imellem, fordi hvor stolt jeg end er af den, er den svær at skrive. Show, Don't tell! Siger journalisterne. Jeg har taget rådet til mig. (Efter at have fået det at vide på frederiksborg gymnasium i intro-uddannelses-halløj-ugen.) Men det er svært. Og så alligevel ikke. Der er bare så meget andet jeg også gerne vil. Selvom historien står højt på min liste, og jeg er pisse hamrende rad, for at miste interessen for den. For jeg kan ret godt lide den. Det er ikke for at blære mig, men jeg er altså stolt af den. Jeg har ferie, og jeg render rundt og laver absolut... Wait for it. Drumroll. INGENTING. = Masser af tid til at skrive historie. Men neeeeej nej. Jeg er VILDT doven. Men den bliver skrevet. DEN SKAL SKRIVES. Anyway. Som sagt, jeg laver ingenting i sommerferien. Sådan har det vist altid været. Men det er også fordi, min bedste veninde er taget til Italien. Og jeg skal snart til Langeland. Det skal nok blive hyggeligt. Så tager jeg hjem. Er hjemme i nogle dage, og så smutter jeg til London. Så tager jeg hjem, er hjemme i nogle dage, og så tager jeg i skole til alle mine skolekammerater, som jeg savner, men som jeg ikke er klar til at se endnu...
Jeg har det ikke godt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er normalt en glad pige. Og det er jeg egentlig også her i sommerferien. Og så alligevel ikke. Noget af dagen går med spekulation. Jeg syntes det går så hurtigt alt sammen. Og jeg kan ikke følge med mere. Jeg savner min kusine og fætter helt op til skyerne og videre. Og jeg ser dem næsten aldrig. Jeg skal i 9'ende klasse og så går der et halvt år, så skal jeg til eksamer, og så hvis jeg er klog nok til at bestå, skal jeg i 10 eller noget andet. Og jeg har ikke besluttet mig endnu. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg er kun 14. Hvorfor skal jeg udsættes for så stort et pres allerede ? Det er jeg altså ikke klar til. Jeg syntes det hele virker svært at håndtere lige i øjeblikket. Og så syntes jeg, at jeg lyder som et stort klynkehoved. Men det er jo ikke meningen at lyde som et stort klynkehoved. Jeg har det bare sådan. Jeg er glad. Men som sagt. Jeg har mine øjeblikke, hvor ingenting er som det skal være, og så falder jeg ned i et stort sort hul, der bare virker som om det ingen ende vil tage. Ikke engang min mor ved alt det her. Og hun plejer ellers at vide sådan noget. Men jeg har stoppet med at sige det til hende. Hun siger at hun altid har tid til at sætte sig ned og snakke med mig. Det har hun sikkert også. Eller. Det har hun. Men det 'rigtige' liv kalder, og engang imellem bliver hun nødt til at gå, fordi hun skal noget andet. Og så sidder jeg tilbage, og har ikke fået sagt alt det jeg gerne ville. Alt det jeg gerne har villet få redt ud. Alt det, jeg noget så gerne vil forstå. Jeg ved da godt, det højst sandsynligt er fordi jeg er teenager. Men FUCK det. Jeg er ligeglad. Jeg har det ikke altid godt, og det er vel det der er pointen. Jeg er så pisse træt af at høre den der. "Det er fordi du er teenager. Jeg har også haft det sådan. Sådan har vi det alle engang imellem." Ja. Det er rigtigt. Men lige nu, vælger jeg altså at være egoistisk og sige, at lige nu ER DET MIG DER HAR DET DÅRLIGT.
Jeg syntes det er svært at vokse op. Jeg ønsker mig nogengange tilbage til børnehaven. Dengang det var okay, at rende rundt i flyverdragt om vinteren, og hoppe rundt i vandpytterne med lyserøde grimme gummistøvler på når det regnede. Dengang det var okay, at lege med dukker og bamser og playmobile. Jeg savner den lille søde drengekæreste jeg havde, som også var kærester med alle de andre piger, og som pillede bussemænd, fordi det var okay at gøre dengang man var lille.
Dengang var der ikke regler for alting, Og en måde at gøre alting på.
Det er der idag. Jeg føler mig bundet. Jeg vil noget så gerne være fri. Nogengange føler jeg mig da også fri til at gøre hvad som helst. Men så alligevel når jeg tænker over det. Der er procedurer, og regler for nærmest alting.
Jeg ved ikke hvorfor jeg har det dårligt. Der er nogle ting... Såsom at jeg savner min kusine og fætter. Og det med at vokse op. Det er vel med til at gøre mig ked af det. Og det at jeg ikke føler mig klar til at starte i skole igen, har vel også noget at gøre med, at det hele går for hurtigt og at jeg ikke kan følge med. Men... Alligevel. Hvis jeg satte mig ned, for at snakke med en person om det. Jeg tror ikke jeg ville kunne sætte ord på det. Jeg tror jeg ville være blank. Selvom... Jeg ved vel egentlig godt hvad det er der er galt. Jeg går bare med det så længe, at det måske virker større end det egentlig er. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke finde rundt i det.
Min mor og hendes ægtefælle, holder snart sommerfest for deres venner. Jeg skal ikke med. Jeg har ikke lyst. Jeg var med sidste år. Fordi jeg rigtig godt kan lide mange af deres venner. Men om aftenen, skete der noget så ubetydeligt. Men som alligevel har sat sine ubehagelige spor hos mig. Hvilket vil sige, at selvfølgelig betyder det noget for mig. De havde allesammen fået noget at drikke. Jeg havde været inde på mit værelse og kom ud for at sige noget til min mor, og de sad og spillede guitar. Da jeg skulle tilbage, greb en af gæsterne fat i mig. Det var en mandlig gæst. Han sad ved siden af sin kone, og de sang med på en sang. Han lagde armen om min talje, imens han havde den anden om sin kone, og jeg kunne mærke hans hånd meget tæt på mit underliv. Hans kone så på ham, med et blik og sagde "Nej ......." Hvorpå han så på hende, slap mig og sagde "Hvad?" Hvorpå hun rystede på hovedet og sagde "Nej." Jeg skyndte mig ind på mit værelse igen.
Det er en lille ubetydelig hændelse. Jeg havde selvfølgelig tøj på - bukser og trøje, og hans hånd var selvfølgelig uden på tøjet. En ubetydelig hændelse. Men den betyder stadig noget for mig. Den betyder for mig, at jeg aldrig nogensinde skal med til den sommerfest igen og at jeg aldrig nogensinde vil se den mand igen. Den har sat sine spor.
Hændelser som denne, tænker jeg tilbage på og bliver ked af det og utilpas. Jeg har meget i bagagen, syntes jeg snart, og nogengange kan jeg bare ikke lade vær med at tænke på det.
Men jeg ved, at jeg kommer op at stå igen, en dag.
Jeg ved, at jeg er godt på vej, med ny skole, nye fantastiske venner.
Jeg skal bare ud med det. Jeg skal snakke med nogen om alt det her. Det får jeg også gjort. - Før eller siden, kommer jeg op at stå igen.
Jeg ved det vil ske.
mandag den 5. juli 2010
Nej, Ikke Mere
Nu er jeg der, hvor jeg ikke rigtigt syntes at jeg kan mere. Der er så meget omkring mig. Så meget drama, så mange problemer jeg overhovedet ikke har brug for. Så mange ting, jeg ikke kan overskue, og ikke forstår. Noget af det, har ikke noget med mig at gøre. Men alligevel omhandler det mig. Jeg har så mange tanker oppe i mit lille hoved, at jeg er bange for at det snart springer i luften, af ren bekymring og voldsom frustration. Folk vrisser af hinanden, og foregiver at de ikke har den mindste lille smule imod hinanden. Jeg foregiver også nogle ting. Det indrømmer jeg. Jeg er ikke stolt af det. Men det er for den andens skyld, at jeg foregiver en masse. Jeg har brug for en god, lang snak, med en der gider at lytte på det hele. En der ikke skifter emne, fordi at de pludselig ikke gider at høre mere. Men jeg er så bange for at snakke med folk om det. Mange siger altid, "Nu skal du se positivt på det Rikke." Det prøver jeg også. Men lad mig nu snakke færdig, så jeg kan komme ud med alt det, jeg gerne vil ud med? Det jeg ikke gider at gå og tænke på mere... Det jeg virkelig virkelig, ikke har brug for at tænke på mere. Tingene går ikke altid som jeg vil have det. Det går tit ikke som jeg vil have det. Men jeg indfinder mig med det. Men det betyder ikke, at jeg ikke har brug for at tale om det. Jeg indrømmer, at jeg snakker ikke særlig tit med folk om det, fordi jeg er bange for at de bliver træt af mig. Jeg har en idé om, at hvis jeg bliver ved med at klage, forsvinder folk tilsidst. Det tror jeg ikke om mine venner og veninder. Men stadig...
Jeg må af med det hele.
Jeg må af med det hele.
fredag den 2. juli 2010
NU ER DET SLUT. - Sikkert ikke. (Det siger vi bare)
NU ER DET FANDME SLUT MED KÆRLIGHED. Som titlen siger. Sikkert ikke. Men det er min holdning lige nu. (Nej, det er ikke slut. Jeg ved det. (JEG HAR LOV TIL AT SIGE DET. - Og håbe på at det er rigtigt...)
Jeg har idag været inde og se Eclipse. Ja. Jeg er Twilight-fan. (Stadig Harry Potter, FTW.) Og på en eller måde gjorde det udslaget. Ikke mere kærlighed. Jeg orker det ikke. For meget drama. For meget ulykke. For meget æv, you know. Der var så meget kærlighed i den film.
- Jeg har intet imod kærlighed, jeg elsker kærlighed! Men i tonse-mængder... Der kan jeg godt få ondt i maven...
Jeg er så træt af fiasko efter fiasko, knuste hjerte, efter knuste hjerte. De er fandme lettere at have som venner, de der drenge. Og det kan endda også være rigtig svært.
Tror også jeg halvt har fundet ud af hvad det er der er galt. Det er halv-helt latterligt. Men lige nu er det min konklusion. Eller hvad fanden man nu siger.
- Det er jo fordi, der ikke er andre end ham. Der kan fandme ikke være andre end ham. Han er så perfekt for mig. SÅ. FUCKING. PERFEKT. Hvad så, om han er lidt ældre end mig. Lidt meget ældre... Han er fantastisk. Der er ikke andre end ham. DER ER IKKE NOGEN DER KAN MÅLE SIG MED JACKSON RATHBONE. Det er det der er problemet ! (Husk lige. Det er det, jeg bilder mig selv ind NU.)
Der er jo bare det der med at... Jeg er ikke forelsket i ham. Er heller ikke vild med ham. Og har heller ikke et lille crush. Han er mit idol, og jeg ser op til ham. Og så er det da et + at han er lækker. Så den konklusion holder ikke alligevel.
Kærlighed er besværlig.
Jeg har idag været inde og se Eclipse. Ja. Jeg er Twilight-fan. (Stadig Harry Potter, FTW.) Og på en eller måde gjorde det udslaget. Ikke mere kærlighed. Jeg orker det ikke. For meget drama. For meget ulykke. For meget æv, you know. Der var så meget kærlighed i den film.
- Jeg har intet imod kærlighed, jeg elsker kærlighed! Men i tonse-mængder... Der kan jeg godt få ondt i maven...
Jeg er så træt af fiasko efter fiasko, knuste hjerte, efter knuste hjerte. De er fandme lettere at have som venner, de der drenge. Og det kan endda også være rigtig svært.
Tror også jeg halvt har fundet ud af hvad det er der er galt. Det er halv-helt latterligt. Men lige nu er det min konklusion. Eller hvad fanden man nu siger.
- Det er jo fordi, der ikke er andre end ham. Der kan fandme ikke være andre end ham. Han er så perfekt for mig. SÅ. FUCKING. PERFEKT. Hvad så, om han er lidt ældre end mig. Lidt meget ældre... Han er fantastisk. Der er ikke andre end ham. DER ER IKKE NOGEN DER KAN MÅLE SIG MED JACKSON RATHBONE. Det er det der er problemet ! (Husk lige. Det er det, jeg bilder mig selv ind NU.)
Der er jo bare det der med at... Jeg er ikke forelsket i ham. Er heller ikke vild med ham. Og har heller ikke et lille crush. Han er mit idol, og jeg ser op til ham. Og så er det da et + at han er lækker. Så den konklusion holder ikke alligevel.
Kærlighed er besværlig.
onsdag den 30. juni 2010
Scorereplikker
Jep. Jeg er nået til scorereplikker, På den der liste over ting med hensyn til drenge og kærlighed jeg lige synes der skal snakkes om. Eller noget.
Jeg er ikke altid den store fan af scorereplikker. Men det er da for fanden også bare fordi at nogen af dem (De fleste) er så dårlige, lamme og - mit yndlings ord CHEESY - at man tror det er løgn.
Eks. "Gjorde det ondt?" ... "Hvad?" ... "Gjorde det ondt?" ... "Hvad? Jeg ved ikke hvad du mener" ... "Gjorde det ondt da du faldt ned fra himlen?" CHEESY SCOREREPLIK NUMMER 1. Den bruger jeg altid som eksempel på en dum scorereplik, skal det lige siges. Det er bare fordi min hukommelse simpelthen ikke kan huske mere. Men nu for at understrege det hele og give nogle eksempler og reaktioner og en liste over dårlige scorereplikker har jeg researched (?) lidt på lamme scorereplikker.
I får først en liste over dårlige, lamme, cheesy , ulækre scorereplikker. - Med reaktioner. Her er den. :
1."Gjorde det ondt?" "Hvad, hvornår ?" "Da du faldt ned fra himmelen." = CHEESY. LAM.
2."Ved du hvorfor du er heldig?" "Nej?" "FORDI DU SNAKKER MED DEN HER FYR." = Rent og skært langtrukkent NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ. Det er min reaktion.
3."Du må have meget jern i kroppen, siden du er så tiltrækkende." = Bob bob. Den er altså dårlig. Men hvis man er stiv nok, kan den vel nok virke.
4."Hvis det her var Egypten ville jeg bygge dig en pyramide, kalde dig Cleopatra, og leve til vores trekantede dages ende!!" = MÅ MEGET SIMPELT ALDRIG NOGENSINDE BRUGES. DET GARANTERER EN GRIM LUSSING. (I hvertfald fra min side af.)
5. "Hvis du er kristen, så er jeg svaret på dine bønner!" = Nej.
6. "Jeg har sukker i øjnene." "Hvorfor?" "Du ser så sød ud" = CHEESY. Den lugter endda.
7."Jeg kender Dan Rachlin" = HAHA.
8."Der er en privat fest i mine bukser, og du er inviteret." = Den er altså bare klam...
9."Kan du ikke vise mig vejen?" "Til hvorhen?" "Til dit hjerte" = Cheesy, Cheesy, Cheesy, Cheesy. Med dobbelt ost.
10."Hej mit navn er ...... , lær det hellere med det samme, for om en halv time ligger du og skriger det." = Den er jo også bare klam...
Godt så, det var alle de lamme, dårlige, klamme, dybt forkerte scorereplikker. Eller, det var ikke dem allesammen men det var 10 af dem. Ingen af dem er brugt på mig, det indrømmer jeg, men tænker tit over det med scorereplikker. Så i skal da også have dem jeg syntes er okay og lidt søde...
Her er de søde:
1. "Jeg er ved at skrive en telefonbog. .... Må jeg få dit nummer?" = Den er altså okay. Lidt plat. Men sød.
2. "Spiser du Kellogg's Frosties? Du vækker en tiger i mig, grrrr!" = Den er fandme sjov! Den skal siges med en god knurren der i enden, og så tror jeg at pigen ville begynde at grine. (Det ville jeg i hvert fald.)
Den med de gode scorereplikker har jeg ikke researched (?) så meget på, for de er fandme svære at finde. Men jeg ved da godt hvad for en scorereplik der i mit hoved altid vil virke bedst.
"Tror du på kærlighed ved første blik?"
Jeg er ikke altid den store fan af scorereplikker. Men det er da for fanden også bare fordi at nogen af dem (De fleste) er så dårlige, lamme og - mit yndlings ord CHEESY - at man tror det er løgn.
Eks. "Gjorde det ondt?" ... "Hvad?" ... "Gjorde det ondt?" ... "Hvad? Jeg ved ikke hvad du mener" ... "Gjorde det ondt da du faldt ned fra himlen?" CHEESY SCOREREPLIK NUMMER 1. Den bruger jeg altid som eksempel på en dum scorereplik, skal det lige siges. Det er bare fordi min hukommelse simpelthen ikke kan huske mere. Men nu for at understrege det hele og give nogle eksempler og reaktioner og en liste over dårlige scorereplikker har jeg researched (?) lidt på lamme scorereplikker.
I får først en liste over dårlige, lamme, cheesy , ulækre scorereplikker. - Med reaktioner. Her er den. :
1."Gjorde det ondt?" "Hvad, hvornår ?" "Da du faldt ned fra himmelen." = CHEESY. LAM.
2."Ved du hvorfor du er heldig?" "Nej?" "FORDI DU SNAKKER MED DEN HER FYR." = Rent og skært langtrukkent NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ. Det er min reaktion.
3."Du må have meget jern i kroppen, siden du er så tiltrækkende." = Bob bob. Den er altså dårlig. Men hvis man er stiv nok, kan den vel nok virke.
4."Hvis det her var Egypten ville jeg bygge dig en pyramide, kalde dig Cleopatra, og leve til vores trekantede dages ende!!" = MÅ MEGET SIMPELT ALDRIG NOGENSINDE BRUGES. DET GARANTERER EN GRIM LUSSING. (I hvertfald fra min side af.)
5. "Hvis du er kristen, så er jeg svaret på dine bønner!" = Nej.
6. "Jeg har sukker i øjnene." "Hvorfor?" "Du ser så sød ud" = CHEESY. Den lugter endda.
7."Jeg kender Dan Rachlin" = HAHA.
8."Der er en privat fest i mine bukser, og du er inviteret." = Den er altså bare klam...
9."Kan du ikke vise mig vejen?" "Til hvorhen?" "Til dit hjerte" = Cheesy, Cheesy, Cheesy, Cheesy. Med dobbelt ost.
10."Hej mit navn er ...... , lær det hellere med det samme, for om en halv time ligger du og skriger det." = Den er jo også bare klam...
Godt så, det var alle de lamme, dårlige, klamme, dybt forkerte scorereplikker. Eller, det var ikke dem allesammen men det var 10 af dem. Ingen af dem er brugt på mig, det indrømmer jeg, men tænker tit over det med scorereplikker. Så i skal da også have dem jeg syntes er okay og lidt søde...
Her er de søde:
1. "Jeg er ved at skrive en telefonbog. .... Må jeg få dit nummer?" = Den er altså okay. Lidt plat. Men sød.
2. "Spiser du Kellogg's Frosties? Du vækker en tiger i mig, grrrr!" = Den er fandme sjov! Den skal siges med en god knurren der i enden, og så tror jeg at pigen ville begynde at grine. (Det ville jeg i hvert fald.)
Den med de gode scorereplikker har jeg ikke researched (?) så meget på, for de er fandme svære at finde. Men jeg ved da godt hvad for en scorereplik der i mit hoved altid vil virke bedst.
"Tror du på kærlighed ved første blik?"
tirsdag den 29. juni 2010
Jeg burde.
Jeg burde... Men jeg gider ikke rigtigt. Det er meget hyggeligere at... Eller ved ikke om det er hyggeligt. Måske det bare er fordi jeg er for doven. Eller nej, det er ikke derfor. Jeg er bare træt. Men jeg burde stadig...
Orv, jeg vil lige fortælle noget fra idag ! Jeg er 100 % sikker på det her, skal det lige siges. Måske... 99,999999999999999999999999999 % Men det er ligemeget! Ikke mere snak om det. Det jeg ville fortælle er at jeg drømte at min fætter døde!! Min totalt seje, totalt søde, totalt flinke, totalt rare, totalt dejlige fætter. Jeg tror jeg græd i søvne, da jeg drømte det. Jeg har prøvet at græde i søvne før. Jeg har rent faktisk prøvet det et par gange. Og jeg ved det bare, når jeg græder i søvne. Det er noget mærkeligt noget. Men jeg græd meget. Fik mig til at indse, præcis hvor meget jeg elsker min fætter. Det er bare synd. Vi snakker ikke helt vildt meget sammen. Der er en lidt stor aldersforskel. Og nogengange tror jeg at han ikke ved hvad han skal sige til mig. Men det er ligemeget. Jeg elsker ham stadig. Og det må han finde sig i. Tror jeg nu også godt han kan. Håber da også at han elsker mig, som sin lille kusine. Jeg savner ham. Jeg savner ham, og hans søster, min kusine. - Som også er ældre end mig. Og jeg savner deres mor. - Min moster. Som altid er så sød og rar, og lyttende og bare dejlig. De må have det fra deres mor. Der er intet galt med deres far. Han er bare spøjs. Meget sovende. Men rar alligevel. Virkelig sort humor. :)
Gud hvor jeg elsker den familie.
Men nu. Nu gør jeg det, jeg burde... !!!
Orv, jeg vil lige fortælle noget fra idag ! Jeg er 100 % sikker på det her, skal det lige siges. Måske... 99,999999999999999999999999999 % Men det er ligemeget! Ikke mere snak om det. Det jeg ville fortælle er at jeg drømte at min fætter døde!! Min totalt seje, totalt søde, totalt flinke, totalt rare, totalt dejlige fætter. Jeg tror jeg græd i søvne, da jeg drømte det. Jeg har prøvet at græde i søvne før. Jeg har rent faktisk prøvet det et par gange. Og jeg ved det bare, når jeg græder i søvne. Det er noget mærkeligt noget. Men jeg græd meget. Fik mig til at indse, præcis hvor meget jeg elsker min fætter. Det er bare synd. Vi snakker ikke helt vildt meget sammen. Der er en lidt stor aldersforskel. Og nogengange tror jeg at han ikke ved hvad han skal sige til mig. Men det er ligemeget. Jeg elsker ham stadig. Og det må han finde sig i. Tror jeg nu også godt han kan. Håber da også at han elsker mig, som sin lille kusine. Jeg savner ham. Jeg savner ham, og hans søster, min kusine. - Som også er ældre end mig. Og jeg savner deres mor. - Min moster. Som altid er så sød og rar, og lyttende og bare dejlig. De må have det fra deres mor. Der er intet galt med deres far. Han er bare spøjs. Meget sovende. Men rar alligevel. Virkelig sort humor. :)
Gud hvor jeg elsker den familie.
Men nu. Nu gør jeg det, jeg burde... !!!
Hvorfor ? HVORFOR ?!
Nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej. Nu er det fandme også ved at gå galt. Det er så tæt på at jeg ikke engang gider at tage med. Du vrisser hele tiden af mig, og skælder mig ud for ikke at være med i planlægningen. JEG ER MED I PLANLÆGNINGEN. Kan godt være jeg ikke sidder limet til din computerskærm og kigger med, men jeg lytter fandme ! Du siger, at det virker som om det ikke interesserer mig ? Hvem var det lige der bad om den rejse i julegave? Hvem er det lige der går og glæder sig til at slippe sin indre nørd fri i Londons grå gader? Du kan bare komme og spørge mig om vi ikke kan sætte os ned og planlægge det hele! Det siger du, at du har gjort. NEJ. Det har du ikke. Du har indikeret om vi ikke godt kunne snakke om det. Det har jeg sagt ja til. Du er HELE tiden efter mig for øjeblikket, og jeg er HELE tiden 1! fucking millimeter fra at sige noget grimt. Men jeg gør det ikke. Fordi det vil såre dig, og sådan er jeg ikke. Men hvor er jeg dog pisse træt af at du ikke respekterer mig. Du behandler mig ikke som en på min alder. Nu må jeg pludselig ikke være sammen med mine veninder når jeg er hos dig? Fordi når jeg er hos dig, skal det være os to. Helt sikkert. Det er jo super hyggeligt at sidde ved et bord, uden at sige noget til hinanden, imens vi hver især læser i hver vores blad.
Det er ikke fordi jeg ikke gider dig. Som sådan. Du må bare godt begynde at respektere mig. Og indse at jeg er blevet ældre. Jeg er ikke en lille pige mere. Jeg er stadig et barn, det indrømmer jeg gerne. Men jeg er ikke en lille pige. Og det er ikke alting jeg gerne vil fortælle dig. Og jeg bliver sur på dig, når jeg tager dig i at kigge med i mine sms'er og når jeg er på computeren. Og du skal ikke altid være der, når jeg er sammen med mine veninder. Du skal give mig noget plads. Jeg ber dig. Please. Hvis du gør det, er jeg sikker på det hele nok skal løse sig.
Abonner på:
Opslag (Atom)