Erasmus Montanus. Fuck.

På Gammel dansk.

Gammel dansk, min RØV.
Gammel dansk er en drikkelse,
der skal drikkes til sild en påskelørdag.
Det er sgu ikke noget der skal læses.

Pis.

Hvis ikke jeg var så fandens negativ, kunne jeg få det meget meget bedre! NEGATIVITET HJÆLPER IKKE EN SKID PÅ NOGET SOM HELST. Men hvad nu hvis man er født negativ ?

Obsessive Compulsive Disorder.

Okay. Nu har jeg taget mig sammen. Nu vil jeg skrive om det. Forklare det. Fortælle.

Jeg er bange for, det bliver det eneste jeg skriver om. Jeg er bange for, at folk begynder at tro jeg er selvoptaget. Og jeg er bange for at folk begynder at synes jeg er ynkelig, og at jeg bare har alt for meget selvmedlidenhed.

Men... Jeg er ikke selvoptaget. Jeg indrømmer at jeg har selvmedlidenhed. Men det er ikke noget, jeg øser ud på folk. eller, jeg prøver i hvert fald at lade vær.

Jeg har fået konstateret OCD. Obsessive Compulsive Disorder.
OCD, er tvangstanker og/eller tvangshandlinger.
Jeg har tvangshandlinger. Jeg har utroligt mange ritualer. Jeg vasker hænder, meget voldsomt, med højt tryk fra vandhanen, og jeg vasker hver finger separat. Der har i et eksempel. Jeg hiver også i min terrassedør på mit værelse om aftenen flere gange, for at se om den er låst. Der var endnu et eksempel. Jeg vil ikke fortælle alle mine ritualer, det tager for lang tid.

Men de fleste ritualer ligger der tanker bag. og det er somregel den samme tanke. Jeg skal være sikker. Jeg føler mig ikke sikker. Når jeg hiver i min terrassedør, er det fordi jeg ikke er sikker på om den er låst. Og hvis den ikke er låst, er der nogen der måske kommer ind på mit værelse. Selvom vi har et halvanden meter højt hegn rundt om vores have, pågrund af mine hunde. Og sådan fortsætter tankegangen. Den er så frygtelig urealistisk. Men jeg kan ikke slippe den. Jeg føler mig ikke sikker.
Jeg har fået piller for min OCD, som jeg tager hver dag om morgenen. De hedder Fluoxetin, men egentlig så er det lykkepiller.

Min sygdom, gør at jeg utrolig let, mister koncentration, utrolig let bliver ked af det, og når jeg så bliver ked af det, falder jeg ned i det dybeste endeløse hul, der bare bliver mørkere og mørkere. Jeg kan miste overskud til at lave noget, så hurtigt, og er rigtig tit ked af det. Det er der mine piller skal hjælpe. De skal hjælpe med mit humør, de skal hjælpe med mit overskud.

Jeg har hørt at folk med OCD, kan få det enormt svært ved at komme igennem deres eksamner. Og den tanke, kan jeg ikke holde ud. Min drøm er at blive forfatter. Og for at blive forfatter, skal jeg have en gymnasiel(?) uddannelse.

Jeg er så bange for hvad folk går og tror om mig. Specielt når jeg fortæller dem at jeg har OCD. Jeg vil ikke behandles anderledes. Det er svært nok i forvejen. Nu har jeg snart tilbragt flere dage, med at være ked af det, og jeg har ikke kunnet definere hvorfor. Ikke rigtigt i hvert fald. Lige i øjeblikket, synes alt bare at gå galt for mig. Det er som om det hele ramler sammen omkring mig, og bare på grund af den fucking sygdom. Jeg er så VRED! HVORFOR SKULLE JEG HAVE DEN SYGDOM ?

Forkert.

Det går ikke godt. Det hele er så. Irriterende. Jeg er selv irriterende. Gider ikke rigtigt være sammen med mig selv. Gider ikke, være mig selv. Jeg er så træt af mig selv. (Jo det bliver sådan, en selvmedlidenheds-halløjsa-se-hvor-forfærdeligt-mit-liv-er-blog. Har brug for at brokke mig.) Jeg slår tit folk. Jeg slår min aller-bedste-ven. Jeg slår også hans bedste ven. Jeg slår også de nye elever på min skole. nogen af dem. Jeg vil ikke være sådan. Jeg vil ikke slå folk. Jeg vil ikke bande så meget. Jeg vil ikke, være så irriterende. Jeg vil ikke være så ked af det. Jeg ved ikke hvorfor jeg slår folk. Det kommer automatisk. Engang slog jeg min bedste veninde. Men en dag, bad hun mig om at stoppe. Og så stoppede jeg. Det er det, jeg så gerne vil have at min bedsteven ber mig om. "STOP. Med at slå mig. Det gør ondt." Jeg vil så gerne stoppe, med at slå ham. Og alle andre. Jeg vil ikke være sådan her! Siden hvornår er jeg blevet så aggresiv? Folk siger tit til mig, at jeg er aggresiv. Jeg burde ikke være aggresiv. Jeg har et godt liv. Jeg har en bedste-veninde, jeg har en bedste-ven som begge er utroligt fantastiske. Jeg har alle mine andre mega fantastiske venner, som jeg elsker overalt på jorden og virkelig virkelig savner. Jeg ser dem, næsten hver dag. Men, jeg ville bare gerne, se dem lidt mere. Efter skole og sådan. Men nogen har ændret sig meget. Jeg tror også, at jeg har ændret mig meget. Men jeg tror det er til det bedre. Det håber jeg i hvert fald inderligt.

Hvorfor er jeg så aggresiv? Jeg tænker, om det har noget med min fortid at gøre. Men jeg troede jeg var kommet over min fortid. Men hvad nu hvis jeg ikke er ? Jeg syntes min fortid, har indhentet og overhalet mig, med dårlige nyheder, som er svære at håndtere. Og det gør mig så sur! Så sur og ked af det.

Der er intet der er rigtigt i øjeblikket.

Mange Mange Mange Ting.

Okay. Jeg har ikke blogget i et par dage. Jeg har haft lyst, og så alligevel ikke. Nu gør jeg det. Jeg har nemlig ting at fortælle. Ting at komme af med.

Jeg sidder på mit værelse, klokken er 23.18, jeg har høretelefoner i ørerne, og hører Lady Antebellum - Need you now. Igen, og igen og igen og igen. Her lugter underligt nok af gamle fødder, hvilket jeg overhovedet ikke forstår. Min terrasse dør står nemlig åben, dog med lameller for, fordi de fucking blodsugende summende myg bare skal holde sig LANGT VÆK FRA MIT VÆRELSE OG MIN KROP OG MIT BLOD. + Mine fødder er gemt væk under min dyne... Lille sidespring.

Jeg er gået igang med en historie, som jeg er ret så stolt af. Det er en vampyr historie, med twilight-koncept og den bliver skrevet en smule på engang imellem, fordi hvor stolt jeg end er af den, er den svær at skrive. Show, Don't tell! Siger journalisterne. Jeg har taget rådet til mig. (Efter at have fået det at vide på frederiksborg gymnasium i intro-uddannelses-halløj-ugen.) Men det er svært. Og så alligevel ikke. Der er bare så meget andet jeg også gerne vil. Selvom historien står højt på min liste, og jeg er pisse hamrende rad, for at miste interessen for den. For jeg kan ret godt lide den. Det er ikke for at blære mig, men jeg er altså stolt af den. Jeg har ferie, og jeg render rundt og laver absolut... Wait for it. Drumroll. INGENTING. = Masser af tid til at skrive historie. Men neeeeej nej. Jeg er VILDT doven. Men den bliver skrevet. DEN SKAL SKRIVES. Anyway. Som sagt, jeg laver ingenting i sommerferien. Sådan har det vist altid været. Men det er også fordi, min bedste veninde er taget til Italien. Og jeg skal snart til Langeland. Det skal nok blive hyggeligt. Så tager jeg hjem. Er hjemme i nogle dage, og så smutter jeg til London. Så tager jeg hjem, er hjemme i nogle dage, og så tager jeg i skole til alle mine skolekammerater, som jeg savner, men som jeg ikke er klar til at se endnu...
Jeg har det ikke godt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er normalt en glad pige. Og det er jeg egentlig også her i sommerferien. Og så alligevel ikke. Noget af dagen går med spekulation. Jeg syntes det går så hurtigt alt sammen. Og jeg kan ikke følge med mere. Jeg savner min kusine og fætter helt op til skyerne og videre. Og jeg ser dem næsten aldrig. Jeg skal i 9'ende klasse og så går der et halvt år, så skal jeg til eksamer, og så hvis jeg er klog nok til at bestå, skal jeg i 10 eller noget andet. Og jeg har ikke besluttet mig endnu. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg er kun 14. Hvorfor skal jeg udsættes for så stort et pres allerede ? Det er jeg altså ikke klar til. Jeg syntes det hele virker svært at håndtere lige i øjeblikket. Og så syntes jeg, at jeg lyder som et stort klynkehoved. Men det er jo ikke meningen at lyde som et stort klynkehoved. Jeg har det bare sådan. Jeg er glad. Men som sagt. Jeg har mine øjeblikke, hvor ingenting er som det skal være, og så falder jeg ned i et stort sort hul, der bare virker som om det ingen ende vil tage. Ikke engang min mor ved alt det her. Og hun plejer ellers at vide sådan noget. Men jeg har stoppet med at sige det til hende. Hun siger at hun altid har tid til at sætte sig ned og snakke med mig. Det har hun sikkert også. Eller. Det har hun. Men det 'rigtige' liv kalder, og engang imellem bliver hun nødt til at gå, fordi hun skal noget andet. Og så sidder jeg tilbage, og har ikke fået sagt alt det jeg gerne ville. Alt det jeg gerne har villet få redt ud. Alt det, jeg noget så gerne vil forstå. Jeg ved da godt, det højst sandsynligt er fordi jeg er teenager. Men FUCK det. Jeg er ligeglad. Jeg har det ikke altid godt, og det er vel det der er pointen. Jeg er så pisse træt af at høre den der. "Det er fordi du er teenager. Jeg har også haft det sådan. Sådan har vi det alle engang imellem." Ja. Det er rigtigt. Men lige nu, vælger jeg altså at være egoistisk og sige, at lige nu ER DET MIG DER HAR DET DÅRLIGT.
Jeg syntes det er svært at vokse op. Jeg ønsker mig nogengange tilbage til børnehaven. Dengang det var okay, at rende rundt i flyverdragt om vinteren, og hoppe rundt i vandpytterne med lyserøde grimme gummistøvler på når det regnede. Dengang det var okay, at lege med dukker og bamser og playmobile. Jeg savner den lille søde drengekæreste jeg havde, som også var kærester med alle de andre piger, og som pillede bussemænd, fordi det var okay at gøre dengang man var lille.
Dengang var der ikke regler for alting, Og en måde at gøre alting på.
Det er der idag. Jeg føler mig bundet. Jeg vil noget så gerne være fri. Nogengange føler jeg mig da også fri til at gøre hvad som helst. Men så alligevel når jeg tænker over det. Der er procedurer, og regler for nærmest alting.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har det dårligt. Der er nogle ting... Såsom at jeg savner min kusine og fætter. Og det med at vokse op. Det er vel med til at gøre mig ked af det. Og det at jeg ikke føler mig klar til at starte i skole igen, har vel også noget at gøre med, at det hele går for hurtigt og at jeg ikke kan følge med. Men... Alligevel. Hvis jeg satte mig ned, for at snakke med en person om det. Jeg tror ikke jeg ville kunne sætte ord på det. Jeg tror jeg ville være blank. Selvom... Jeg ved vel egentlig godt hvad det er der er galt. Jeg går bare med det så længe, at det måske virker større end det egentlig er. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke finde rundt i det.

Min mor og hendes ægtefælle, holder snart sommerfest for deres venner. Jeg skal ikke med. Jeg har ikke lyst. Jeg var med sidste år. Fordi jeg rigtig godt kan lide mange af deres venner. Men om aftenen, skete der noget så ubetydeligt. Men som alligevel har sat sine ubehagelige spor hos mig. Hvilket vil sige, at selvfølgelig betyder det noget for mig. De havde allesammen fået noget at drikke. Jeg havde været inde på mit værelse og kom ud for at sige noget til min mor, og de sad og spillede guitar. Da jeg skulle tilbage, greb en af gæsterne fat i mig. Det var en mandlig gæst. Han sad ved siden af sin kone, og de sang med på en sang. Han lagde armen om min talje, imens han havde den anden om sin kone, og jeg kunne mærke hans hånd meget tæt på mit underliv. Hans kone så på ham, med et blik og sagde "Nej ......." Hvorpå han så på hende, slap mig og sagde "Hvad?" Hvorpå hun rystede på hovedet og sagde "Nej." Jeg skyndte mig ind på mit værelse igen.
Det er en lille ubetydelig hændelse. Jeg havde selvfølgelig tøj på - bukser og trøje, og hans hånd var selvfølgelig uden på tøjet. En ubetydelig hændelse. Men den betyder stadig noget for mig. Den betyder for mig, at jeg aldrig nogensinde skal med til den sommerfest igen og at jeg aldrig nogensinde vil se den mand igen. Den har sat sine spor.

Hændelser som denne, tænker jeg tilbage på og bliver ked af det og utilpas. Jeg har meget i bagagen, syntes jeg snart, og nogengange kan jeg bare ikke lade vær med at tænke på det.

Men jeg ved, at jeg kommer op at stå igen, en dag.
Jeg ved, at jeg er godt på vej, med ny skole, nye fantastiske venner.
Jeg skal bare ud med det. Jeg skal snakke med nogen om alt det her. Det får jeg også gjort. - Før eller siden, kommer jeg op at stå igen.

Jeg ved det vil ske.

Nej, Ikke Mere

Nu er jeg der, hvor jeg ikke rigtigt syntes at jeg kan mere. Der er så meget omkring mig. Så meget drama, så mange problemer jeg overhovedet ikke har brug for. Så mange ting, jeg ikke kan overskue, og ikke forstår. Noget af det, har ikke noget med mig at gøre. Men alligevel omhandler det mig. Jeg har så mange tanker oppe i mit lille hoved, at jeg er bange for at det snart springer i luften, af ren bekymring og voldsom frustration. Folk vrisser af hinanden, og foregiver at de ikke har den mindste lille smule imod hinanden. Jeg foregiver også nogle ting. Det indrømmer jeg. Jeg er ikke stolt af det. Men det er for den andens skyld, at jeg foregiver en masse. Jeg har brug for en god, lang snak, med en der gider at lytte på det hele. En der ikke skifter emne, fordi at de pludselig ikke gider at høre mere. Men jeg er så bange for at snakke med folk om det. Mange siger altid, "Nu skal du se positivt på det Rikke." Det prøver jeg også. Men lad mig nu snakke færdig, så jeg kan komme ud med alt det, jeg gerne vil ud med? Det jeg ikke gider at gå og tænke på mere... Det jeg virkelig virkelig, ikke har brug for at tænke på mere. Tingene går ikke altid som jeg vil have det. Det går tit ikke som jeg vil have det. Men jeg indfinder mig med det. Men det betyder ikke, at jeg ikke har brug for at tale om det. Jeg indrømmer, at jeg snakker ikke særlig tit med folk om det, fordi jeg er bange for at de bliver træt af mig. Jeg har en idé om, at hvis jeg bliver ved med at klage, forsvinder folk tilsidst. Det tror jeg ikke om mine venner og veninder. Men stadig...

Jeg må af med det hele.

NU ER DET SLUT. - Sikkert ikke. (Det siger vi bare)

NU ER DET FANDME SLUT MED KÆRLIGHED. Som titlen siger. Sikkert ikke. Men det er min holdning lige nu. (Nej, det er ikke slut. Jeg ved det. (JEG HAR LOV TIL AT SIGE DET. - Og håbe på at det er rigtigt...)

Jeg har idag været inde og se Eclipse. Ja. Jeg er Twilight-fan. (Stadig Harry Potter, FTW.) Og på en eller måde gjorde det udslaget. Ikke mere kærlighed. Jeg orker det ikke. For meget drama. For meget ulykke. For meget æv, you know. Der var så meget kærlighed i den film.
- Jeg har intet imod kærlighed, jeg elsker kærlighed! Men i tonse-mængder... Der kan jeg godt få ondt i maven...

Jeg er så træt af fiasko efter fiasko, knuste hjerte, efter knuste hjerte. De er fandme lettere at have som venner, de der drenge. Og det kan endda også være rigtig svært.

Tror også jeg halvt har fundet ud af hvad det er der er galt. Det er halv-helt latterligt. Men lige nu er det min konklusion. Eller hvad fanden man nu siger.
- Det er jo fordi, der ikke er andre end ham. Der kan fandme ikke være andre end ham. Han er så perfekt for mig. SÅ. FUCKING. PERFEKT. Hvad så, om han er lidt ældre end mig. Lidt meget ældre... Han er fantastisk. Der er ikke andre end ham. DER ER IKKE NOGEN DER KAN MÅLE SIG MED JACKSON RATHBONE. Det er det der er problemet ! (Husk lige. Det er det, jeg bilder mig selv ind NU.)

Der er jo bare det der med at... Jeg er ikke forelsket i ham. Er heller ikke vild med ham. Og har heller ikke et lille crush. Han er mit idol, og jeg ser op til ham. Og så er det da et + at han er lækker. Så den konklusion holder ikke alligevel.

Kærlighed er besværlig.